Ho Chi Minh den dødbidder! Vi skal i dag ud
at se den frække bandit som blev balsameret. Det er ham alle vietnamesere ser
som den absolut største mand i Vietnams historie. En mand uden kone eller børn.
Han var Chu Tich i Vietnam, og det betyder
præsident på vietnamesisk, og døde i 1969. Han blev godt 70 år, men oplevede
ikke selv at se Vietnam fri for USA.
Det er en stor ære for enhver vietnameser at
komme ind og få lov at se ham, især skolebørn. Det er dog kun de dygtigste børn
der bliver udvalgt og kan få lov til det, vores guide Mr. Zung fik eksempelvis
lov.
Det er russerne der balsamerede ham tilbage i
sin tid og er det faktisk stadig. Hvert år er der lukke i 2 måneder hvor han så
bliver fragtet til Rusland for ”vedligeholdelse”, vietnameserne håber dog i år
at teknologien er til at han kan få lov at blive i Hanoi og at det så kan sker her.
Det er lidt creepy da vi skal ind at se ham…
For det første skal vi gå to og to, præcis ligesom tilbage i folkeskolen, vi må
intet sige og absolut ikke grine. De er meget strikse omkring de regler og der
står skam også soldater overalt, som tysser på os, fortæller os når vi ikke går
på det røde tæppe vi skal følge rundt osv.
For en vietnameser er det måske stort, men
for mig er det sådan lidt klamt at der ligger en mand i en glas kiste til skue
for alle mennesker der køber en billet. Det virker bare så forkert at komme ind
og gå rundt om en glaskiste med en mand der har være død i over 40 år cirka.
Bagefter skal vi rundt og se hans Bao Tang
(museum), hvor han boede, spiste, sov, levede og jeg ved ikke hvad ellers. Det
er lidt spændende at se, i starten, men til sidst kan jeg igen ikke holde
koncentrationen… Det er ikke helt mig med for meget af det historie bavl der…
Efter vi har se alt det her kører bussen hjemad til hotellet igen og vi har fri
leg resten af dagen indtil om aftenen hvor der er fællesspisning på en
restaurant Signe har fundet.
Pernille, Lau (AnneSofie), Daniel, Magnus,
Emil Stabil og jeg går ud for at få en times massage og en omgang frokost
bagefter. Vi lever lidt for lækkert til tider ;-)
Efter frokosten går Lau, Penille og jeg ud
for at shoppe lidt mere.
Vi farer lidt vild på et tidspunkt og ender på et rigtig
lokalt marked, hvor der lugter helt forfærdeligt og det bliver lidt for
primitivt for os så vi skynder os videre. Men vi får da suget kulturen til os,
som Signe altid minder os om at vi skal huske at gøre.
Mystifistisk gademad som ikke smager suuuper godt
Et par butikker, en vaffel og en fantastisk god
kaffe (for a change) senere og vi har vendt snuden hjemad mod hotellet, så vi
kan få gjort os smækre lækre til i aften.
Maden er ganske fin og alle folk lader så
småt op til byturen senere, og ja vi drikker for meget men vi har det til
gengæld skide skægt!!!
Byturen er vild som altid og vi ender igen på
diskoteket med elevatoren op til 5. Sal – Vi har nu fundet ud af at det hedder
Hanoi Rocks, fremskridt!
Denne gang får vi også lov til at komme ud af fordøren
og ikke den lille gyde/gang vi blev jaget igennem sidst.
Der bliver spillet pool (Asger og jeg vinder
for stygt over Frede og Steffen, virkelig gode finder vi hiver ud af ærmet),
jeg hygger med Magnus igen (tror måske vi er ved at danne os en rutine, haha),
danset amok, mødt nye mennesker bl.a. en hollænder, drukket igennem og lavet
blå mærker og nye skræmmer as usual.
Hjem i seng og så er det ellers under dynen –
Godnat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar